Sider

mandag den 9. juni 2014

Lækre fladbrød


Jeg har aldrig selv bagt fladbrød, men især med denne kombination med langtidsbagte tomater, sprøde falafler, tzatziki og syrlige æbler ved jeg, at det ikke er sidste gang - de smager bare bedre hjemmelavede, og så er det simpelthen så nemt. Selve dejen består af 3 ingredienser, som skal æltes, rulles og bages på en pande - beregn cirka 2 fladbrød pr. person.

Du kan fx servere fladbrødene til indisk dahl (find opskrift her), chili con carne eller fylde dem med lækkert fyld som kyllling, hummus (find opskrift her) og friske tomater.
Men jeg vil helt dog klart anbefale dig at prøve denne version først: Lækre, sprøde falafler rullet i sesam- og nigellafrø, en kølig tzatziki, søde langtidsbagte tomater, sprød rucola og syrlige grønne æbler.


Lækre fladbrød
        6 stk

165 g hvedemel
1,5 spsk olivenolie
1 dl vand
1 lille tsk salt


Så nemt er det:
Kom mel og salt i en skål og lav en fordybning i midten. Hæld olivenolie og salt i fordybning og arbejd melet ind i væsken lidt ad gangen, fx med en gaffel. Ælt derefter ingredienserne godt sammen med hænderne til dejen er blød, og del den i 6 boller. Rul 1 bolle ud ad gangen på et meldrysset bord. De skal være ret tynde, cirka 13-15 cm i diameter - bare rul til.
Opvarm en pande ved middel-høj varm og steg fladbrøddet i cirka 1 minut på hver side, eller til det er gennembagt - det må ikke havde taget farve, men skal stadig være bløde og smidige.
Rul det næste fladbrød ud imens det første steger, og opbevar dem i et viskestykke indtil alle er bagt, så de holder varmen.


- Opskrift og fremgangsmåde på de sprøde falafler finder du lige her.
- Langtidsbagte tomater: Halver 14 cherrytomater, og vend med lidt olivenolie, salt, peber og et lille drys sukker. Placer dem i en lille form med den flade side op ad og bag dem i 1 time ved 150 grader.
- Tzatziki: bland 1 dl skyr, 1 dl neutral yoghurt, 1/3 groft revet agurk (hvor væden er blevet presset ud af), salt peber og lidt citronsaft.

Server med et grønt æble skåret i tynde skiver og frisk rucola.


Anna <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar