Jeg har i et stykke tid haft lyst til at prøve paleo, også
kaldet stenalderkost. Målet er slet ikke at tabe mig, det er også derfor, at
jeg kalder det stenalderkost og ikke –kur, men derimod bare at prøve at leve
uden sukker og kulhydrater. Jeg har derfor i 3 dage givet mig selv, og mine
forældre, den udfordring at spise ren stenalderkost. Mine forældre, især min
far, var nok lidt skeptisk, men vi kastede os ud i det.
Paleo går ud på at spise det samme, som de gjorde i
stenalderen. Kosten består overordnet af kød, fisk, grønt, bær, frugt, æg og
nødder, dvs. ingen form for mælkeprodukter, kornprodukter (pasta, ris, mel…),
kartofler, bælgfrugter, alkohol og sukker.
Jeg ved godt, at 3 dage ikke er meget, men det var som sagt
også bare for at prøve det.
Mad
Det var første dag, og jeg var klar til 3 dage med
stenalderkost, jeg blev dog mindre og mindre begejstret i løbet af de 3 dage...
Til morgenmad spiste vi en god omelet med skinke
og tomat, til frokost en skive stenalderbrød, et halvt stykke kyllingebryst og
en masse grønsager.
Stenalderbrødet, som består primært består af nødder og æg,
havde jeg bagt dagen i forvejen - det skal i nok få opskriften på. Det var
rigtig godt!
Til aften lavede jeg den ene dag en rigtig lækker thaikyllingeret
med cashewnødder, koriander og mango – den skal i nok også få opskriften på. Det var lidt spicy og super lækkert!
Og de andre dage fik vi en god kødsovs med grønsager (enten med
ovnbagte blomkål eller squashspaghetti).
Hvordan var det så?
Jeg synes, at det var rigtig spændende at prøve en kost helt
uden alle former for brød, ris, pasta, kartofler og sukker. Det var skønt med
en mættende omelet til morgenmad, og nøddebrødet var rigtig lækkert, men efter
et par dage blev det bare lidt det samme, og der var ikke særlig mange
muligheder.
Jeg tog mig selv i at kigge i
køleskabet flere gange og tænke: ”Jeg er sulten... Vil jeg have æg og nøddebrød
eller måske nøddebrød og æg?” – det eneste jeg ikke havde lyst til var æg eller
nøddebrød.
Til gengæld var vores aftensmad helt vildt lækkert og
mættende, selvom den hverken indeholdt pasta, ris, brød eller kartofler.
Jeg havde ikke på noget tidspunkt lyst til sukker, men jeg
kunne dog godt have tænkt mig en skive rugbrød med ost, noget yoghurt med mysli eller lignende, når jeg kom hjem om eftermiddagen.
Selvom jeg var godt mæt efter aftensmaden, kunne jeg godt mærke, at jeg var sulten, når jeg gik i
seng = jeg fik altså for lidt at spise i løbet af dagen, hvilket er godt, hvis man
skulle tabe sig, men det ville jeg som sagt ikke.
Konklusionen er derfor, at jeg sagtens kan leve uden pasta,
ris, kartofler og sukker størstedelen af tiden. Men kosten er en smule kedelig,
og jeg fik ikke nok at spise. Jeg kunne måske godt have lavet det mere
spændende, men det er også svært i en travl hverdag.
Jeg glæder mig nu til at komme tilbage til min yoghurt med min fantastiske mysli (som du finder opskriften på her), rugbrød, ost og chokolade, men jeg
har helt klart lært, at et måltid sagtens kan bestå af kød og grønsager,
samtidigt med at jeg også bliver mæt.
Har du nogle erfaringer med Stenalderkost eller andre former for "kure"? :-)
Knus Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar