Sider

onsdag den 19. marts 2014

Thaikylling med mango, cashewnødder og koriander

Jeg drømmer stadig lidt om denne lækre thailandske ret, jeg lavede i sidste uge. Jeg var nemlig på dette tidspunkt på min 3 dages paleo-udfordring, du kan læse om det her og finde en opskrift på stenalderbrød her, og derfor går denne ret også under kategorien paleo-mad. Så er det måske her, du tænker, kan jeg blive mæt? er det ikke kedeligt?
Men nej, det var overhovedet ikke kedeligt, faktisk en vildt lækker thailandsk ret med masser af smag efterfulgt af en dejlig mæthedsfornemmelse. En ret som sagtens kan laves til ikke-paleo-spisere, hvor du her evt. kan servere en skive hjemmebagt brød (se opskrift her), hvis du ikke kører paleo-stilen.

Jeg er ret vild med thaimad, her i form af er en slags suppe fyldt med lækre ting, som bl.a. kylling, blomkål, citrongræs, kokosmælk, lime og forårsløg. Denne dejlige skål mad er toppet med koriander, mango og ristede cashewnødder. Det er som at være tilbage i thailand - prøv det!
Jeg skal ihvertfald snart lave det igen ;-)


 Thaikylling med mango, cashewnødder og koriander
                         til 4 personer
1 hvidløg
1 chili
skal fra 1 lime
1 citrongræs
saften fra 2 appelsiner
3 kaffirlimeblade (kan undlades)
3 store kyllingebryster

4 store blommetomater
6 forårsløg
1 tsk kokosolie
1 dåse kokosmælk
1 dåse hakkede tomater
1 spsk fishsauce
1/3 blomkål
1 dl cashewnødder
1 moden mango
friske koriander


Så nemt er det:
Start med at skære kyllingebrysterne i små tern. Kom dem i en skål. Pil og hak hvidløg fint. Skyl chili, fjern kerner og hak den fint. Bank citrongræs og hak også det fint. Bland kyllingeternene i en skål med hvidløg, chili, citrongræs, kaffirlimeblade, appelsinsaft fra de 2 appelsiner og limeskal. Kom sølvpapir over og lad det marinere i køleskabet i et par timer. Hvis du ikke har så meget tid er 1 time okay.
Steg kyllingen i en wok ved høj varme i 2-3 minutter, uden marinade-saft (gem dog saften, men pil kaffirlimebladene op). Tag kyllingen af wokken.
Skyl og skær blommetomater i små både, skyl og skær forårsløg i mindre stykker (2-3 cm). Steg forårsløg og tomater i kokosolien i wokken i et par minutter. Kom kødet op i wokken igen sammen med kokosmælk, marinade-saft, dåsetomater og fishsauce. Lad det simre under låg i 10 minutter med lidt salt og peber. Skær blomkål i små buketter og kom det ned i wokken. Lad det simre videre under låg.
Rist imellemtiden cashewnødder på en pande, til de får lidt farve, og skræl mango og skær den i tern.
Når blomkålsbuketterne er blevet møre, dog stadig med lidt bid (det tager ca. 10-15 minutter, fra du putter dem i) er retten færdig.
Server thaikyllingeretten i skåle med mangotern, ristede cashewnødder, koriander og limesaft ovenpå.


Anna <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar