De lækreste chokolademacaroons med chokoladeganache |
Macarons består af 2 marengsdele med ganache i midten. Det karakteristiske ved macarons er "kanten/kraven" nederst på marengsdelene.
Mine macarons blev sprøde udenpå og chewy indeni (de nederste billede), og så var de fyldt med den lækreste chokoladeganache aka. den blødeste chokoladetrøffel.
Det er ikke sidste gang, jeg laver disse!
Hvis du, ligesom jeg var, er bange for at lave macarons, fordi det lyder svært?
Så er det bare om at komme igang, for hvis du bare følger opskriften, er det ret nemt :-)
Chokolademacarons med chokoladeganache
ca 15 stk
Macarons:
200 g flormelis
100 g mandelmel (eller 100 g meget fint blendede mandler)
15 g kakao
80 g æggehvider, stuetempererede
20 g sukker
Start med at piske hviderne næsten stive i en skål. Kom herefter sukkeret i lidt ad gangen, og pisk til hviderne er helt stive. Sigt flormelis og kakao og bland det forsigtigt med mandelmelet. Vend mandelblanding forsigtigt i hviderne lidt ad gangen, indtil du har en homogen marengs.
Kom marengs i en sprøjtepose med en rund tyl i, og sprøjt 30 runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. De skal være på ca 3 cm i diameter.
Bank pladen ned i køkkenbordet 2-3 gange for at fjerne eventuelle luftbobler.
Lad dem hvile i 20 minutter, inden de skal bages i 15-17 minutter ved 160 grader.
Lad dem køle et par minutter på bagepladen og kom dem herefter, forsigtigt med en palet, over på en rist for at afkøle.
Chokoladeganache:
85 g mørk chokolade (jeg bruge 70% med orangeknas)1 dl piskefløde
Imens dine macaroons afkøler, skal du lave ganachen. Hak chokoladen i små stykker. Varm fløden i en gryde, og tag gryden af lige før fløden koger. Vend chokoladestykkerne i den varme fløde. Kom ganachen i en skål og ind i køleskabet i en halv times tid.
Hvis den er blevet for stiv, kan du piske den lidt.
Kom ganachen i en sprøjtepose med tyl i og sprøjt ganache ud på hver anden macaron. Kom den anden macaron oven på og tryk dem forsigtigt sammen.
Opbevar dem i en luftæt boks på køl.
Hvem ville ikke have den næste bid af denne? |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar