Sider

lørdag den 18. januar 2014

Speltotto med edamamebønner

En super lækker skål aftensmad
Jeg har fundet ud af, at jeg er ret vild med edamamebønner - især dem man får hos sushi-manden, hvor de er vendt med citron og salt, mums! Derfor lavede jeg en speltotto med edamamebønner, citron og ost med inspiration fra dem fra sushi-manden.
Retten minder lidt om den Speltotto med ærter og citron, som jeg lavede for et par måneder siden.
Som jeg har skrevet tidligere, synes jeg godt, at risotto kan blive lidt kvalmt, og derfor vælger jeg at lave det med perlespelt i stedet, da det giver mere bid. Om man skal kalde det perlotto, speltotto eller andet ved jeg ikke, det eneste jeg ved er, at det smager enormt lækkert ;-)

Det er en "otto" med bid i, både fra perlespelten men også fra edamamebønnerne. Den er vendt med marscarpone, som gør speltottoen cremet + citron, som giver den noget syre. Ovenpå har jeg drysset med frisk brøndkarse, flager af parmesan og friskkværnet peber = et lækkert, let og smukt måltid.

Speltotto med edamamebønner og citron
       til 3-4 personer med en salat til

1 løg
3 stilke bladselleri
1 spsk olie
4 dl perlespelt
ca 1,4 l bouillon (jeg blandede kogende vand og bouillonterning)
1 stor spsk mascarpone
2-300 g edamamebønner (jeg købte en pose, der var kogte og pillede)
salt og peber
1 lille citron
frisk brøndkarse
friskrevet parmesan

Så nemt er det: 
Start med at skrælle løget og hakke det fint. Skyl og hak også bladselleri fint. Steg det i en gryde i olien i et par minutter, til løgene er blevet klare. Skyl perlespelt i en si i koldt vand, og lad vandet dryppe fra. Kom perlespelt ned i gryden og lad det svitse med i et par minutter.
Hæld 1/3 af bouillonen ned i gryden og lad det koge ind, før du tilsætter lidt mere (ca 1 dl ad gangen) og lader det koge ind. Forsæt indtil du har opbrugt din bouillon, eller perlespelten er mør, men stadig med lidt bid. På denne måde udgiver perlespelten stivelse, og det får "grød-konsistensen". Det tager ca. en halv time.
Tag gryden af varmen, når det sidste bouillon er kogt ind, og den er blevet til en lidt tyk speltotto. Vend mascarpone og friskrevet skal + saften citronen. Vend også edamamebønner i og smag til med salt, peber og evt mere citronsaft.
Anret det i skåle og drys med brøndkarse, revet parmesan og friskkværnet peber.

Bon appétit !



Sne, vinter og jeg-hygger-i-mine-hyggesokker-hilsner fra Anna <3 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar