Det her er de bedste hjemmelavede påskeæg, jeg nogensinde har smagt - og så er de oven i købet sunde, win win! Når de fleste hører ordet påskeæg, tænker de ingredienser som marcipan og nougat, men det er der intet af i disse påskeæg, for de er kun lavet af lækre dadler, ristede mandler og andre gode sager.
Min far, som er ret glad for de normale marcipan/nougat-æg overtrukket med chokolade, var sikker på, at de her ikke kunne være bedre. Vi vædede, og jeg vandt - han synes, de her er meget bedre end normale påskeæg.
Forestil jer bløde trøfler med smag fra søde dadler, ristede finthakkede mandler, kokos, kakao og en top dyppet i chokolade og drysset med kokos - de kan virkelig anbefales!
Helt seriøst, jeg kunne have spist dem alle sammen ;-)
De bedste Påskeæg
14 stk
100 g mandler
15 bløde dadler
2 spsk kakaopulver (den gode slags, ikke o-boy)
2 spsk kokosmel + lidt til pynt
50 g mørk chokolade (70 g hvis du vil have chokolade hele vejen rundt om)
Så nemt er det:
Start med at riste mandlerne i ovnen i 5 minutter ved 180 grader. Lad dem køle lidt af. Blend mandler, jeg brugte en foodprocessor, til mandlerne er, som du gerne vil have dem. Jeg blendede, så der stadig var nogle små stykker, altså så det ikke er mel, men bare finthakket. Fjern sten fra dadler og blend dem sammen med mandlerne til det ligner marcipan-konsistens. Tilsæt nu kakao og kokosmel og lad det køre rundt, tilsæt evt en spsk vand eller 2 hvis maskinen har svært ved at køre det rundt. Tril små påskeæg, cirka 14 stk - det er lidt klistret, så brug 2 skeer og rul dem derefter hurtigt i dine hænder. Placer dem på en stykke bagepapir på en tallerken og sæt dem i køleskabet.
Smelt imens chokolade over vandbad.
Dyp toppen/halvdelen af ægget i chokoladen, drys med kokosmel og sæt det tilbage på tallerkenen. Fortsæt sådan med alle æg og sæt dem så på køl igen til chokoladen er stivnet.
Hav en rigtig dejlig påske,
Knus Anna <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar