Sider

søndag den 30. marts 2014

Kanelsnurrer med marcipan


Nu er jeg hjemme igen efter en uge i skønne Istanbul, og det er tid til at dele disse lækre kanelsnurrer. Jeg har mange gange lavet kanelsnegle, men nu skulle jeg prøve disse. Mange tror, inkluderet mig, at det er svært at sno snurrerne, men hvis du har en god metode, er det altså rigtig nemt. Du kan finde en guide længere nede.

Kanelsnegle vs Kanelsnurrer?
Ja hvad er egentlig bedst. Jeg er en person, der e l s k e r kanelsnegle (du kan finde opskrifter her og her), men de her kunne nemt blive en konkurrent. Jeg oplever nogle gange, at remoncen løber ud, men det undgår du ved denne metode + at remoncen er snoet godt rundt i dejen.

Jeg vil helt klart anbefale dig at prøve kanelsnurrerne. Det er en lækker kardemommedej, snoet med en remonce med marcipan - så lækre! Jeg vil helt klart eksperimentere med dem fremover, for der er så mange muligheder for fyld. Jeg tænker bær, tørret frugt, soltørrede tomater, ost, pesto, chokolade … Uhh der er så mange lækre ingredienser at vælge imellem.


Kanelsnurrer med marcipan
                10 stk
Dej
22 g gær
2,5 dl mælk
80 g smør
1 spsk sukker
0,5 tsk salt
1 tsk kardemomme
1 lille æg
ca 6,5 dl hvedemel

Remonce
80 g blødt smør
2 spsk kanel
90 g brun farin
75 g marcipan

Så nemt er det: 
Start med at komme mælk og smør i en gryde, og varmt det op til smørret er smeltet. Lad det afkøle til det er lillefingervarmt. Smuldr gæren i en skål, hæld det lune mælkesmør over og opløs gæren. Tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg og rør godt rundt. Tilsæt melet lidt ad gangen, imens der æltes. Stop når dejen er sammenhængende, men stadig en smule klistret. Det er meget vigtigt, at dejen ikke bliver for tør. Ælt dejen i 10 minutter til den slipper skålen og er blank (jeg brugte en røremaskine til at røre dejen rundt, men du kan også gøre det med hænderne). Dæk skålen med et viskestykke og stil den til hævning et lunt sted i en time.
Imens kan du lave remoncen. Riv marcipanen groft. Bland ingredienserne med en håndmikser til det er helt ensartet.
Nu skal du sno dem. Prøv også at kigge på billederne nedenunder.

Start med at rulle dejen ud til et rektangel på ca 30x40 cm, ca. 0.4 mm i tykkelse.
Fordel remoncen ovenpå dejen.
Fold rektanglet på den lange led og tryk kanterne lidt sammen. Skær dejen i 3 cm lange strimler, der burde blive ca. 10. Tag en strimmel og skær den igennem på midten, men undlad at skære den sidste cm igennem, hvor dejen er foldet sammen. Sno de 2 strimler om hinanden, hiv forsigtigt i den snoede strimmel, så den bliver lidt længere og bind så en knude. Gør det med alle og placer dem på en bageplade med bagepapir.







Dæk snurrerne med et viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i 45 minutter. Bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter.
Lad dem afkøle og spis!


Hvis du har spørgsmål, kan du bare skrive. Anna <3

4 kommentarer:

  1. MMm de ser lækre ud! Dem vil jeg helt sikkert prøve til en af de kommende fødselsdage :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Katrine - de er bare SÅ gode! Vil meget gerne høre, hvad du synes ;-)

      Slet
  2. Hej Anna,
    Du kan tro de bringer lykke her på kontoret. Tak for god inspiration her på bloggen:-)
    mvh Henriette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Henriette, jeg har også hørt fra min mor, at de blev rigtig gode - og tillykke med fødselsdagen!
      Det er altid skønt at få en god tilbagemelding ;)
      - Anna

      Slet