| Onv-ristede blomkål, nøddeagtige kikærter og rosiner med karry |
Blomkålene får en dejlig ristet smag, kikærterne bliver ristede og smager nøddeagtigt, og så er der de søde, bløde rosiner som altsammen bliver vendt i lidt karry. Det er super nemt og smager virkelig lækkert!
Den nemmer opskrift er med inspiration fra Juliekarla, og det vil også passe rigtig fint som tilbehør til fx fisk, kød og kylling eller som en simpel salat.
| Her er et billede inden rosinerne blev blandet i |
(Tilbehør til 3 - 35 minutter)
Det skal du bruge:
1 blomkål, ca 500 g
240 g kikærter (svarer til en drænet dåse)
3 spsk olivenolie
1 spsk karry
1 tsk salt
peber
1 lille håndfuld rosiner
Så nemt er det:
Start med at brække/skære blomkålet ud, så du får en masse små blomkålsbuketter. Vend dem med den drænede dåse kikærter (altså uden væsken), olivenolie, salt, peber og karry. Kom bagepapir i et ovnfast fad eller en bradepande og hæld blomkålsblandingen ovenpå. Tænd ovnen på 190 grader og giv dem ca. 30 minutter i ovnen. Vend dem et par gange undervejs. Jeg måtte skrue ned på 160 grader efter 20-25 minutter, da jeg var bange for at de blev for mørke. Men de er færdige, når blomkålen er gennembagt, men stadig med bid, og når kikærterne og blomkålen har fået en sprød overflade.
Inden servering skal du vende rosiner sammen med blomkål og kikærter.
Anna <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar